vandfald eller springvand i havedammen

Afstressende lyd

Mange mennesker finder lyden af rislende vand afslappende. Nogen sætter lyden af rislende vand på deres telefon og mediterer til den eller bare slapper af.

Tænk at sidde i din egen have og lytte til den afslappende lyd og ovenikøbet kunne se det rolige vand foran dig i din egen havedam. Det er en dejlig følelse. Måske svømmer der guldfisk, koi karper eller andre fisk rundt i den. Det kan også være, der er et lille vandfald gemt blandt grønne planter og smukke blomster. Der er utallige muligheder, når man laver en havedam.

Havens fugle elsker en havedam. I det hele taget bringer en havedam nyt liv i haven.

Natur i haven

På den måde kan alle haveejere være med til at give vores trængte natur et lille løft. For det er jo ikke bare havens fugle, der elsker en havedam. Tænk på hvor mange forskellige andre dyr der kan have glæde af havens rislende vand uanset om det kommer fra et lille vandløb, en vandsten eller en egentlig havedam.

I disse tider, hvor der heldigvis bliver fokuseret noget mere på biodiversitet, er vand i haven ganske enkelt et fint bidrag i denne sammenhæng. I den tørre sommer i 2019 var der rigtigt mange insekter, der var tørstige og de fleste har sikkert hørt om forskellige muligheder til at give bl.a. bier en mulighed for at drikke. Har man en havedam, der er anlagt som en slags naturdam, giver det masser af mulighed for flotte og spændende insekter i haven og mange kan finde et sted at yngle.

Selvom hovedinteressen for mange ejere af et bassin i haven er fiskene, så kan man jo ret enkelt anlægge en lille supplerende dam, der lige præcis kan give lidt mere biodiversitet i haven.

Så vand i haven er med til at gavne vores natur også selvom man først og fremmest har havedammen for sin egen skyld.