Trivsel i havedammen – parasitter i fisk m.v.

shutterstock_131090309

 

Grundlæggende betingelser for at få fiskene til at trives.

Når man anlægger en have og i øvrigt holder dyr i det hele taget, er det en selvfølge, at man skal sørge for at dyrene trives.
Et minimalt kendskab til pasningen af havedammen og de fisk og evt. andre dyr man holder i den, må være et naturligt krav.
Selve dammen skal anlægges på en måde så fiskene kan trives i den. Den skal have en passende størrelse til de valgte arter og teknikken man benytter til at holde en god vandkvalitet skal være dimensioneret, så den passer til både dammens størrelse og til den mængde af fisk, man vælger at holde. Her kan det selvfølgelig betale sig, at planlægge det hele lidt til den øvre side, så man ikke efterfølgende løber ind i problemer med parasitter og sygdomme.
Det er vigtigt at man sørger for en passende vandkvalitet, således at fiskenes krav til opretholdelse af livet og ikke mindst en god trivsel opfyldes.
Vandet skal være rent, men i vores sammenhæng er det ikke så meget et spørgsmål om, om vandet er klart, men hvad det indeholder af evt. skadelige stoffer og organismer. Det er selvfølgelig rart, at kunne se sine fisk i noget klart vand, men uklarheder der skyldes uskadelige ting, har fiskene ikke problemer med. Bemærk dog at visse algetyper er skadelige for fiskene. Det vigtige er, at iltindholdet er højt, for selvom f.eks. karper har ry for, at kunne tåle et lavt iltindhold, er det bestemt ikke det samme, som de trives med det. Det kræver alt for stor en del af deres energi, at kompensere for denne tilstand, hvilket belaster deres immunforsvar og så bliver de lettere syge.
Filtersystemet skal sørge for, at affaldsstofferne bliver omsat, så der f.eks. ikke er for højt et indhold af bl.a. nitrit. Udskiftning af en del af vandet, kan ofte være en god idé. Man skal være specielt opmærksom i nyanlagte damme, efter en evt. medicinering, da bakteriekulturen og dermed omsætningen endnu ikke er tilstrækkelig og når man sætter nye fisk i dammen, da dette medfører en forøget belastning af filteret.
Ligeledes medfører for kraftig fodring en overbelastning, i det hele taget er det vigtigt, at fiskene får en passende mængde foder af god kvalitet. De skal jo vokse i et naturligt tempo og udvikle sig normalt med god form og fine farver, hvilket først og fremmest er genetisk bestemt.
Som alle andre dyr, lider fisk også under stress og det kan belaste deres immunforsvar for meget med en konstant stresspåvirkning.
I forbindelse med sygdomme i fisk og angreb af parasitter er det meget væsentligt at fiskene trives godt. En ellers sund og rask fisk med et effektivt immunforsvar har langt større mulighed for at blive frisk igen efter der evt. har været et problem.
Som en del af den daglige pasning af fiskene, skal man holde øje med, om de udviser en naturlig adfærd. Dvs. om de er livlige og nysgerrige, at de svømmer normalt og f.eks. ikke klapper finnerne ind til kroppen eller gnider sig mod faste overflader i dammen. Man skal holde øje med om alle dammens fisk tager deres foder og virker sultne.

Hvordan opstår sygdomme – hvor kommer de fra?

Hvis man er så uheldig, at man har syge fisk i sin havedam, skal man naturligvis prøve at finde ud af hvorfor problemet er opstået, så man kan undgå at det kommer igen.Først og fremmest skal man tænke på, om kravene til fiskenes trivsel er opfyldt, da der ellers meget lettere opstår problemer. Parasitter og sygdomme i koi og andre fisk kan komme fra mange forskellige kilder og kan desværre være vanskelige helt at undgå i et åbent system, som en havedam jo er. Afhængigt af problemets type kan det komme udefra på flere måder. En hyppig årsag er fugle, der bader og drikker i dammen. De kan komme fra andre damme eller vandhuller, hvor der er syge fisk og på den måde flytte problemet til vores havedamme. Der kan overføres sygdomme og parasitter med materialer fra naturen, så selvom det måske er fristende, at hente planter udefra, kan det betyde, at man får et problem med hjem. Levende foder kan være en kilde til spredning af sygdomme, selvfølgelig først og fremmest hvis foderet stammer fra søer med fisk. Fisk kan ofte være spredere af forskellige parasitter og her er det selvfølgelig vigtigt, at man kun anskaffer sig sunde og raske fisk. I visse tilfælde opbygger fisk immunitet overfor problemerne, men kan jo så være raske smittebærere af parasitter og sygdomme. Derfor er der en del eksempler på, at man har fisk i sin dam, der ser sunde og raske ud, når man så sætter nye fisk i dammen, bliver disse syge og man tror, at man har fået syge fisk. Men her er det altså de gamle fisk i dammen, der har båret problemet.

I alle damme er der masser af svampe og bakterier, som er en naturlig del af livet i og ved vandet. Langt de fleste er enten nyttige eller uskadelige, men når en fisk så får en fysisk skade f.eks. i forbindelse med flytning eller ved et parasitangreb, kan svampene og bakterierne blive et problem og nogle kan være direkte dødelige for fiskene. Kendskabet til forskellige typer af virus er endnu ikke så stort, men desværre findes der meget problematiske vira, der kan dukke op i vores havedamme. Her er der også mange forskellige spredningsmuligheder.

Man bør først og fremmest sørge for gode forhold og passe sine fisk korrekt, så man på den måde har fisk med et effektivt immunforsvar, da trivsel er helt grundlæggende for at undgå problemer.
Anskaffer man sine fisk fra en seriøs forhandler, hvor fiskene regelmæssigt kontrolleres, er risikoen for at få syge fisk med hjem ikke stor og pakkes fiskene ordentligt med ilt og transporteres de fornuftigt, behøver de ikke at blive unødvendigt stressede undervejs.

I de efterfølgende afsnit kan man finde informationer om de almindeligste problemer.

Parasitter og andre problemer hos koikarper og havedammens andre fisk.

Bakterier

Bakterier er encellede organismer uden cellekerne. Der findes et ekstremt stort antal arter, der forekommer i ferskvand. Heldigvis er langt de fleste bakterier, der forekommer på fisk ganske harmløse og man skal også huske på, at omsætningsprocesserne i vores damme skyldes gavnlige bakterier, der kan nedbryde affaldsstoffer. Det er sjældent at bakterielle problemer opstår som en primær infektion, ofte optræder de sygdomsfremkaldende bakterier i forbindelse med skader på fiskenes overflade. Det kan være i forbindelse med transport, hvis parasitter har skadet fiskenes slimlag, eller fysiske skader fiskene har pådraget sig af en eller anden årsag. Grundlæggende er vores fisk godt beskyttet af deres slimlag, men når dette skades af dårlig vandkvalitet (for meget ammoniak, nitrit, slam i dammen) eller de førnævnte årsager, så har de skadelige bakterier mulighed for at angribe fiskene. Generelt er bakterier ganske små og de kræver en speciel mikroskoperingsteknik at undersøge. De kan formere sig ved deling i et meget højt tempo og derfor kan et alvorligt bakterieangreb udvikle sig meget hurtigt. Man skal være opmærksom på at visse bakterier (f.eks. Mycobakterium) fra fiskene kan overføres til mennesker (zoonose) og give ret alvorlige infektioner.

Symptomerne er oftest: tilstedeværelsen af sår på fiskene, dette kan starte med at et skæl hæver sig fra kroppen og udvikler sig til et sår. Fiskene kan være meget oppustede, hvilket kan medføre en næsten koglelignende skælrejsning eller udstående øjne. Man vil tit se, at fiskene bliver afmagrede, har en anderledes flokadfærd, de mangler ædelyst og der kan optræde synlige blodårer på hud og gæller.

Svamp – Fiskeskimmel (Saprolegnia)

Der findes flere hundrede arter af svampe, der kan inficere fisk, hvor fiskeskimmel (Saprolegnia) er den mest udbredte. Svampen kan inficere både æg, larver og voksne fisk. Den formerer sig med sporer, der kan spredes vidt omkring. Det er oftest som sekundært problem at fiskeskimmel optræder, f.eks. i forbindelse med fysiske skader eller sygdomme. Ved parasitære sygdomme er fiskenes overflade åben for svampeangreb og et svampeangreb i den forbindelse kan svække fiskene yderligere.  Fiskeskimmel ses som hvidlige vatagtige belægninger, der kan forekomme i både gæller og på hud og finner. Svampen kan trives fra ca. 2 – 33 °C og er ofte et problem ved lave temperaturer, når fiskenes immunforsvar er mindre aktivt. Hvis angrebet får lov til at brede sig for meget, vil det være dødeligt for fiskene. Under et mikroskop vil man kunne genkende de trådagtige hyfer svampen består af.

Symptomerne er oftest: fiskene klemmer deres finner ind til kroppen, deres overflade kan få et gråligt skær, atypisk stimeadfærd og manglende ædelyst. Disse symptomer minder meget om begyndelsen til et angreb af parasitter. De vatagtige belægninger optræder, når svampen har angrebet fisken ret kraftigt. Ind i mellem ses det, at belægningerne bliver grønlige af algevækst.

Hvide Pletter – Fiskedræber

Ichthyophtirius multifilis er det videnskabelige navn på en af de almindeligste parasitter hos fisk. Det er en encellet såkaldt ciliat (fimredyr). Den ses specielt hyppigt i forbindelse med temperatursvingninger (forår, efterår, store vandskift) og den kan trives mellem 4 °C og 32 °C. Parasitten har en ret kompleks livscyklus og behandling kan kun foregå i det fritsvømmende stadie. De voksne parasitter kan ses med det blotte øje, som små hvide punkter på fiskenes overflade, hvor de sidder godt beskyttet. I de fleste tilfælde skal behandlingen foregå i flere gange for at udrydde parasitten. En del fisk, der overlever et angreb, bliver immune overfor denne parasit. Dette indebærer, at fiskene kan være raske smittebærere af hvide pletter.
Symptomerne er oftest: synlige hvide pletter (som små saltkorn), fiskene gnider sig mod underlaget, sløvhed og manglende appetit.

 Fløjlssyge – Piscinoodinium

Denne pæreformede flagellat medfører det man kalder fløjlssyge, da der opstår en fløjlsagtig belægning på de inficerede fisk. I starten ses ofte ganske små pletter, mindre end ved angreb af fiskedræber, senere ses de ofte gullige belægninger.  Den voksne parasit hæfter sig til fiskenes skind og gæller og hvis angrebet starter i gællerne kan det være vanskeligt at se inden angrebet er blevet alvorligt. Når parasitten forlader fisken, synker den til bunden og danner en cyste, der så efter en delingsfase optræder i en fritsvømmende form, der leder efter en ny vært. Flagellaterne er typisk fra 20 – 100 µm og kræver mikroskop for at iagttages. I modsætning til de fleste andre parasitter er Piscinoodinium ikke bevægelig. Man skal være opmærksom på, at denne parasit kan formere sig meget hurtigt og derved medføre så alvorlige angreb, at fisken kan dø.

Symptomerne er oftest: fisken gnider sig mod underlaget for at komme irritationen til livs, de bliver sløve og kan klappe finnerne ind til kroppen. Ved alvorlige angreb i gællerne kan fiskene dø af kvælning.

Costia

Denne parasit hedder Ichthyobodo necator, men kendes bedst under det tidligere navn Costia. Den forekommer i to stadier, dels i en nærmest bønneformet fritsvømmende type og dels i en mere pæreformet udgave, der sidder fasthæftet på fisken, hvor den her ernærer sig af fiskevæv. Ichthyobodo necator er en ganske lille flagellat (typisk ca. 10 µm), hvilket kræver et godt mikroskop, når den skal findes. Den trives lige fra 2 °C – 30 °C og kan derfor være aktiv hele året. I den fritsvømmende form skal parasitten finde en ny vært inden for et par timer, ellers dør den. Ud over at være i stand til at formere sig ekstremt hurtigt ved simpel deling, kan denne flagellat også optræde i en cysteform, der kan tåle udtørring over længere perioder. Så man kan altså ikke fjerne den fra net og andet grej ved udtørring. Da Ichthyobodo necator dør ganske hurtigt på en død fisk, er det vigtigt, at undersøgelsen bliver foretaget på levende fisk.

Symptomerne er oftest: en forøget slimproduktion, der kan give et gråligt eller mælket skær på fiskenes overflade. Finnerne klemmes ofte ind til kroppen og fiskene klør sig mod underlaget. Følgeskaderne i gællerne giver en utilstrækkelig optagelse af ilt og fiskene kan snappe luft ved overfladen.

Chilodonella

Disse encellede fimredyr (ciliater) er ganske små (omkring 40µm) og kan derfor kun ses ved hjælp af et mikroskop. Parasitten kan både findes på fiskens hud og gæller. Den har en noget oval form og har en glat overside og har cilier (fimretråde) på bugsiden. Chilodonella kan trives indenfor et stort temperaturområde, men har et optimum mellem 5 °C – 10 °C, hvilket desværre kan give den en fordel om foråret, når fiskenes immunforsvar endnu ikke er helt på toppen. Denne parasit kan optræde i et dvalestadie i en længere periode og så blive aktiv igen, når forholdene er passende. Ved mindre angreb dør fiskene ikke, men der kan banes vej for sekundære infektioner med bakterier og svampe via skaderne parasitterne har forvoldt.

Symptomerne er oftest: fiskene bliver sløve grundet iltmangel, da de ikke kan optage tilstrækkeligt med ilt over de skadede gæller, det ses ofte at fiskene snapper efter ilt i vandoverflade. Finnerne kan være klappet ind til kroppen og der kan jævnligt ses en mælket overflade grundet en forøget slimproduktion. Ofte vil fiskene gnubbe sig mod underlaget.

Trichodina.

Denne parasit hører til fimredyrene også kaldet ciliater og i Trichodina-slægten er der beskrevet over 100 arter. Det er små encellede organismer, der lever på fiskenes overflade, både i gællerne og på krop og finner. De lever af bakterier, organiske partikler og hudrester fra fiskene. Det er ganske små dyr, der kræver mikroskop for at ses. Trichodina er aktive året rundt og kan reproducere sig fra 4 ° – 30 °C. Parasitterne er i konstant bevægelse og kan forårsage skader på fiskenes hud og i gællerne. Ved en lav koncentration er Trichodina kun til irritation for fiskene, men de mekaniske skader giver lettere adgang for bakterie- og svampeinfektioner. Ved kraftige angreb kan fiskenes gæller skades i sådan en grad, at de kan dø af kvælning. Oftest optræder Trichodina i vand, der er kraftigt belastet og har et højt bakterieindhold, hvilket let kan forekomme i specielt vores koidamme og særligt, hvis man ikke holder dammen passende ren.

Symptomerne er oftest: fiskene opholder sig passive ved bunden for at bruge så lidt ilt som muligt, ved kraftigere angreb vil de forsøge at snappe luft ved overfladen. Der kan jævnligt ses en hvidlig belægning grundet en kraftigere slimproduktion, som følge af irritationen fra parasitterne.

Ikter

De monogene parasitter Gyrodactylus og Dactylogyrus hører til en dyregruppe man kalder fladorme. Gyrodactylus er en hudparasit og Dactylogyrus er en gælleparasit. Begge slægter har et karakteristisk udseende og kan let ses i et mikroskop. Det er ret store parasitter (op til ca. 0,3mm) og de kan nogle gange anes med det blotte øje. Begge typer hæfter til værtsfisken med nogle karakteristiske kroge. Dactylogyrus kan kendes på, at den har fire øjenpletter, der kan ses i et mikroskop. Slægterne adskiller sig bl.a. ved at Gyrodactylus er levendefødende (i et mikroskop kan man ofte ses juvenile individer inde i de voksne), mens Dactylogyrus er æglæggende. For begge slægter gælder det, at deres larver kun kan overleve i få timer uden en værtsfisk, mens de voksne kan klare sig op til en uge. For det meste er et angreb af Dactylogyrus det mest kritiske, da fiskene ikke kan ånde normalt. Dårlig vandkvalitet fremmer parasitternes spredning.

Symptomerne er oftest: manglende appetit, sløvhed og fiskene gnubber sig mod underlaget. Ofte vil fiskene hænge ved overfladen og snappe efter luft ved angreb af gælleparasitter.

Ankerorm – karpelus

Både ankerorm og karpelus er et par grupper af parasitter der hører til krebsdyrene. De kan skabe alvorlige problemer for de angrebne fisk og man skal selvfølgelig forebygge og behandle eventuelle angreb af disse parasitter. Lernaea er en slægt af ankerorm med flere lignende arter. De er normalt ikke artsspecifikke og derfor kan den samme art optræde hos alle vores forskellige fisk i havedammen.
Det er en type af parasitter uden mellemværter, hvor de to køn parer sig på fiskens overflade og derefter dør hannen. Hunnen borer sig herefter ind i fisken og danner det ankerformede fastholdelsesorgan, der har givet parasitterne deres navn. Herefter udvikles der et par ret iøjefaldende ægsække uden på fisken, de kan blive op til ca. 20 mm lange. Når æggene klækker gennemgås en udvikling med flere stadier af både fritsvømmende og parasitiske larvestadier. Hvis hunnen bliver siddende fasthæftet i fisken, kan den producere yderligere ægsække. De kan ikke gennemføre forplantningen under 15 °C.
De voksne hunner er vanskelige at behandle i mod og bør derfor omhyggeligt fjernes og man bør ligeledes desinficere sårene på fiskene. Man ser meget ofte sekundære problemer med angreb af svampe og bakterier i forbindelse med ankerorm. De efterladte sår kan være længe om at heles.
Alle stadier af denne parasit er følsom overfor udtørring og er døde efter et døgn.
Symptomerne er oftest: fisken gnider sig mod underlaget for at komme irritationen til livs, ved kraftige angreb bliver fiskene sløve og kraftige angreb i gællerne giver åndenød. Bemærk også at man kan se de voksne parasitter med det blotte øje, men ikke tidlige stadier i fiskenes gæller.

Karpe-pox

Denne virus kaldes også for cyprinid herpesvirus 1 og må ikke forveksles med KHV (koi herpesvirus). Det drejer sig om en forholdsvis harmløs virusinfektion, der dog kan medføre dødsfald hos små ungfisk. Ved svære angreb kan gællerne eller munden blive blokeret. Sandsynligvis vil en inficeret fisk bære smitten i sig resten af livet, men heldigvis er den en sygdom, der i de fleste tilfælde kun giver en forøget slimproduktion. Det er tilsyneladende genetisk bestemt om fiskene er modtagelige overfor virussen. Karpe-pox udvikler sig mest ved lave temperaturer og ses oftest om vinteren og om foråret.

Symptomerne er oftest: alt fra ganske små hvidlige pletter på finner og hoved af fiskene til større slimdannelser, der kan ligne at fisken er blevet dryppet med grålig eller hvid stearin. I ekstreme tilfælde kan områderne flyde sammen og danne store sammenhængende plamager på fiskene.