Stører

Diamantstør

 

Stører er en omkring 200 millioner år gammel udviklingslinje med omkring 25 nulevende arter, så man kan godt sige at man med en stør har et levende fossil svømmende rundt i sin havedam. Stører er mellemstore til meget store fisk, og de arter, der holdes i havedamme, bliver fra lidt under en meter til over to meter lange. I naturen kan de allerstørste blive op til ca. 8 meter, og dermed drejer det sig om nogen af de allerstørste fisk, der findes.

Når man vælger at holde stører, skal man selvfølgelig tage højde for deres krav til omgivelserne, så de kan trives og vokse. Vandkvaliteten skal være i top, de skal fodres lidt anderledes end andre fisk i havedammen og der skal være rigelig plads i dammen.
Det bliver mere og mere almindeligt at holde forskellige arter af stør i havedamme. Det skyldes til dels at de er blevet tilgængelige i almindelig handel og i dag bliver solgt i mange havecentre, men også og ikke mindst, deres deres spændende udseende og adfærd i dammen, der ikke ligner noget andet. Det er også blevet meget lettere at holde stør i takt med at vi er blevet klogere på deres behov, og fordi teknikken til at skabe og vedligeholde en ordentlig vandkvalitet er blevet forbedret. Vi ser også at nyanlagte damme generelt bliver større og større, og det passer godt til disse store fisk.

Som udgangspunkt er stører hårdføre fisk, der er ret lette at holde. Hvis der dukker problemer op, skyldes det næsten altid dårlig vandkvalitet, lavt iltindholdet, eller dårlig/forkert fodring. Stører æder ikke trådalger, og de rydder heller ikke op på bunden af dammen, men skal derimod fodres med en synkende fodertype med et højt indhold af fiske- og krebsdyrmel. De kan ikke omsætte fodertyper med et højt vegetabilsk indhold, højst en lille smule soyamel. Myggelarver og forskellige typer af orm virker fint, både som et supplement og som et lokkemiddel, hvis de ikke rigtigt vil gå til foderet. Det er vigtigt at være opmærksom på, at størerne er længe om at finde deres foder, så hvis man har andre fisk i dammen, skal man holde øje med om størerne får tilstrækkeligt med foder.
Tommelfingerreglen: Ved 22 °C æder voksne stør 3% af deres kropsvægt i døgnet.
Når det er koldt æder de mindre, men husk at størerne skal fodres året rundt. Brug derfor synkende foderpiller af god kvalitet – små piller til små fisk, store piller til store fisk.

Det er sjældent at en stør bliver syg, og parasitangreb hører også til sjældenhederne. Skulle man få brug for at behandle størerne mod parasitter, skal man være meget opmærksom på at de er meget sarte overfor medicin. Prøv i stedet med et saltbad: lav et kar med 1, 5 gram/liter, og lad den angrebne fisk gå der i 15 – 30 minutter hver anden dag over 6-8 dage. Man kan øge saltinholdet til 3 gram/liter, hvis fisken er virkelig hårdt angrebet. Husk at sterletter i modsætning til andre stør-arter ikke naturligt vandrer ud i havet, så derfor tåler de et højt indhold af salt dårligere end de andre arter. Hav derfor nettet klar, og hvis sterletten viser tegn på at gå i chok, må du flytte den tilbage i dammen (eller i et andet kar med helt fersk vand) med det samme.
Størene kan ikke svømme baglæns, og har derfor meget svært ved at vriste sig fri, hvis de sidder fast i lange trådalger, så det er vigtigt at man holder algerne nede, specielt hvis man holder ungfisk af de mindre arter. BEMÆRK: Størerne kan ikke tåle mange af de aktive stoffer i produkterne, man anvender mod alger.

shutterstock_147806426

 

 

 

 

Størens karakteristiske skægtråde

 

Det siger sig selv at store fisk kræver meget plads, og stører er ingen undtagelse. Som udgangspunkt er ca. 5000 liter fint til mindre individer, og hvis man ikke har plads til en stor dam, kan man jo nøjes med at holde unge individer og så måske lave en aftale med andre havedamsejere med bedre plads om at overtage dem, når de vokser fra dammen.
Størene er meget iltkrævende, og man bør belufte vandet med en kraftig luftpumpe ved temperaturer over 18 °C. Husk på at koldt vand kan indeholde væsentligt mere ilt end varmt og derfor er det en god idé at skifte en del af vandet med frisk koldt vand på varme sommerdage.

De følgende arter er de mest almindelige i havedamme:

Sterlet (Acipenser ruthenus)
Sterletten vokser ret langsomt og er den mindste art i handelen. Derfor er den særdeles velegnet til vores damme. I naturen bliver den op til ca. 120 cm, men oftest kun 60 – 80 cm i havedammen. Det er en ren ferskvandsart. Sterletten findes i en albinoform, der kan variere fra rent hvid til brun-orange eller spraglet. Denne variant vokser langsommere og bliver sjældent lige så stor som naturformen, hvilket er en fordel i små damme.
Albinosterlet

 

 

Albinosterlet

 


Sibirisk stør
(Acipenser baerii)
Den sibiriske stør ses ofte til salg i havecentre. Det er en art, der i naturen bliver op til ca. 2 meter og den kan veje op til 200 kg. I havedammen er op til godt en meter og ca. 10 kg almindeligt. Indtil en længde på ca. 1 meter kan denne art vokse med over 20 cm om året! Da den tillige er hårdfør, vil den være et godt valg til en havedam med en god størrelse. En gang i mellem dukker der næsten sølvfarvede individer op.

Diamantstør (Acipenser gueldenstaedtii)
Kaldes også for russisk stør. Kan blive noget over 2 meter i naturen og veje over 100 kg. I vores damme er det realistisk med ca. 125 cm og ca. 15 kg. Det er en meget populær art grundet det fine udseende, det hvide mønster kan dog godt falme noget med alderen. Diamantstøren vokser meget hurtigt og kræver en kraftig fodring. Derfor skal filtersystemet hellere være for stort end for småt. Hos denne art er ekstra iltning meget vigtigt og temperaturer over 25 °C tolereres dårligt.
Diamant

 

 

Unge diamantstør

 

Stjernestør (Acipenser stellatus)
Stjernestøren kaldes jævnligt for det tyske navn sternhausen (stjernehus). Det er en langstrakt art, der kan blive over 2 meter i naturen og den kan veje op til ca. 70 kg. I en stor havedam er 130 – 150 cm og en vægt på 10 – 15 kg realistisk. Stjernestøren kan ikke tåle et lavt iltindhold, så det er vigtigt med kraftig beluftning specielt i sommerhalvåret. Denne art er tilbøjelig til at springe mere end de andre arter.
stjernestør

 

 

Stjernestør

 

En gang i mellem dukker der andre arter op i handelen og det kan være både fristende og spændende at anskaffe disse. Det drejer sig om bl.a. Belugastør (Huso huso), den kaldes også hus på dansk (og har lagt navn til husblas). I naturen kan den blive kæmpestor (op til næsten 8 meter), og da det er en rovfisk, skal man selvfølgelig overveje om den nu passer i havedammen. I en stor dam eller sø vil en længde på helt op til 3 meter og en vægt på 100 kg være muligt. Den skal have god vandkvalitet og masser af mad, hvilket vil sige fisk af en betragtelig størrelse. Også Spadestør (Polyodon spathula) ses en gang i mellem. Det er en nordamerikansk art, der kan blive over 2 meter lang og veje helt op til 80 kg. Den adskiller sig på mange måder fra de andre stører ikke mindst i dens fødesøgning, den er nemlig filtrator som betyder at den svømmer rundt med åben mund og samler/filtrerer små spiselige partikler fra vandet, først og fremmest dafnier og andre smådyr. Da den kræver masser af foder, kan det være svært at fodre den ordentligt i havedammen. Dens naturlige fødeemner trives jo kun i grønt vand med mange svævende alger – lige det modsatte af, hvad man ønsker sig i sin dam. Heldigvis kan den vænnes til småt pillefoder og flagefoder, men det kræver lidt ekstra opmærksomhed, at holde spadestører sammen med andre fisk.

Huskeliste:

  • Stører er iltkrævende fisk, brug derfor en kraftig luftpumpe
  • Anvend det særlige synkende størfoder
  • Stører skal fodres hele vinteren