Forårsklargøring

banner-test

 

Når vi nærmer os jævndøgn, er det tid til lidt arbejde med havedammen.

I januar skal der normalt ikke laves noget i eller omkring havedammen bortset fra regelmæssig kontrol af vintersikringen. Men foråret kan begynde allerede sidst i februar, og så skal man kontrollere, at alt er i orden, når isen smelter. Der kan være enkelte døde fisk eller andre dyr, der skal fjernes inden de går i forrådnelse. Ofte vil der være lidt rådnende plantedele, der skal fjernes. I marts kan man beskære forskellige planter både langs kanten og i dammens sumpzone. Planter, der er visnet i vinterens løb skal naturligvis klippes væk og planter, der er blevet for store, kan deles. Har man anbragt planter, der har vist sig at blive for store og voldsomme, er det tid til helt at fjerne disse, inden de begynder at brede sig og vokse endnu mere fast. Anskaffelse af nye planter bør vente til sidst i april eller gerne maj., men man kan jo sagtens lægge planer for de ændringer, man har lyst til at lave.

Det er også ved forårsklargøringen at dammens kanter skal ses godt efter. Jorden rundt om dammen kan have sat sig lidt i vinterens løb, og vandet fra græsplænen, staudebedet eller terrassen må helst ikke løbe ud i dammen, fordi der så tilføres uønskede næringsstoffer, der kan fremme algevæksten.

Rensning af havedammen.

Selvom om der ikke fodres i vinterens løb (medmindre man har stør), bliver der alligevel omsat og nedbrudt en række stoffer, der virker som næring for algerne.
En udskiftning af en del vand vil selvfølgelig være en fordel, så næringsstofferne bliver fortyndet og fiskene får en gang friskt vand. Det vil være oplagt at gøre samtidig med en oprensning af dammen. Her er der 2 muligheder, enten at rense i bund eller en lettere rengøring. Vi anbefaler at man med nogle års mellemrum renser havedammen helt i bund, hvilket vil sige, at man flytter fiskene over i et midlertidigt bassin og herefter tømmer dammen for vand og rengør den. (I damme med bunddræn vil dette evt. kunne undlades) I de mellemliggende år er det som oftest tilstrækkeligt at bruge et net og en damstøvsuger. Selvom vinterforberedelsen var nok så grundig, vil der altid være kommet lidt blade og andet slam i dammen i vinterens løb. Grene og andre større ting fjernes med et stort net, og det fine slam kan fjernes med en damstøvsuger. Man kan leje en damstøvsuger, hvis man ikke selv har en.  Når man så påfylder nyt vand, er vandskiftet jo ordnet ved samme lejlighed. I mindre damme (op til ca. 3.000 liter), vil det være passende at skifte ca. 1/3 af vandet, lidt mindre kan gøre det ved større damme. I forbindelse med så store vandskift, kan man skåne fiskene (og alle de andre organismer i dammen) ved at tilsætte bassinstart.
Når man rengør sin havedam, vil man naturligvis lægge mærke til de grønlige/brunlige belægninger, der findes på alle overflader i dammen. Vær opmærksom på at denne biofilm udgør en væsentlig del at dammens naturlige biologiske filtrering, fordi biofilmen omsætter store mængder næringsstoffer, og filmen får dammen til at fremstå mere naturlig. I øvrigt er denne belægning så godt som umuligt at slippe af med!

Har man bunddræn i havedammen, vil der næppe være ret meget slam at fjerne i selve dammen, hvis filteret i øvrigt er blevet vedligeholdt regelmæssigt. Men selvfølgelig skal man være opmærksom på evt. behov for pasning og rengøring.

Eftersyn og klargøring af teknisk udstyr.

Dammens tekniske udstyr skal også kontrolleres og vedligeholdes. Mange tager pumper, filtre og UVC-enheder inden døre i vinterens løb. Det skal alt sammen gøres rent og renses for kalkbelægninger, o-ringe og pakninger skal ses efter og smøres med et silikonesmøremiddel. Det kan være en fordel at udskifte pakninger, der har mistet elasticiteten. Røret i UVC-enheden bør skiftes regelmæssigt, og det er en fordel hvis det er rigtigt effektivt, når de første drilagtige svævende alger begynder at vise sig om foråret. Hvis selve filtermediet er skum eller lignende, skal dette også kontrolleres. Man skal mærke om det virker spændstigt (som da det var nyt), eller det er blevet stift/blødt/slattent eller strukturen på anden måde virker forkert. Hvis filtersvampene ikke er i orden, skal filtret renses alt for ofte og filtereffekten bliver langt under det optimale.

Opstart af filter.

Fodringen af fiskene skal begynde ved ca. 10 °C, så filtersystemet skal være så godt i gang som muligt inden temperaturen når dertil. Har man haft en langsom filtrering til at køre vinteren igennem, har der været en vis nedbrydning af affaldsstoffer i denne periode, men den gavnlige bakteriekultur bliver reduceret af de lave temperaturer. Derfor er det altid en god ide at sætte skub i nedbrydningsprocesserne ved at tilføre noget biostart, for derved at sikre en god og sund bakteriekultur. Det er endnu vigtigere ved opstart af et filter, der har været tømt i vinterens løb; i det tilfælde vil det være en god idé at tilføre biostart af flere omgange gange i den første tid efter opstarten. Det anbefales at måle vandets indhold af kvælstof (specielt nitrit) regelmæssigt (f. eks. hver anden dag) i opstartsfasen, så man kan holde øje med om alt fungerer som det skal, inden der kommer nye fisk i havedammen. Har man haft sartere fisk gående inden døre i vinterens løb, er det også så småt nu man skal tænke på, at få dem tilbage i dammen.

Et besøg hos os i Superkoi kan forhåbentlig også give inspiration til forårets og sommerens projekter i havedammen.

Huskeliste:

  • Oprensning af dammen
  • Vandskift og tilsætning af bassinstart
  • Rengøring og kontrol af dammens tekniske udstyr samt udskiftning af UVC-rør
  • Tilsætning af biostart og kontrol af filterfunktionen ved at måle nitritindholdet