Fiskehejre og andre uønskede gæster

havedam-fiskehejre

 

Fiskehejren udgør et meget almindeligt problem for havedamsejere. Den lever som bekendt hovedsageligt af fisk, men kan faktisk godt tage f.eks. mosegrise, og dem har vi jo ikke lyst til at have i nærheden af vores dam. Det kan være meget vanskeligt at sikre sig fuldstændig mod denne effektive fisker. Hejrerne er i årenes løb blevet mindre sky og og territoriale, særligt bestandene i og omkring København.

Vil man sikre sig hundrede procent mod besøg af fiskehejren og andre uønskede gæster (katte, mink osv.), er man nødt til at have sin dam helt overdækket af metalnet med en meget lille maskestørrelse. Man kan sammenligne det med at holde fugle i en voliére, dem beskytter man jo også så godt man kan mod rovdyr. Det er nu nok de færreste, der synes at et fintmasket metalnet er særlig dekorativt, og derfor må vi ty til andre metoder.

Når dammen anlægges, kan man forhindre hejrer og katte i at nå vandoverfladen ved hjælp af lodrette kanter i dammen. Et lavt vandspejl i forhold til bredden udgør en fysisk forhindring for rovdyrene. De færreste katte går frivilligt i vandet og hvis dammen er dybere en 50-60 cm, kan hejren ikke bunde. Men det kan være vanskeligt at lave en flot dam med lodrette sider og en afstand til vandoverfladen på 60 cm. Mindre afstand vil selvfølgelig stadig give hejren problemer og selv 25 cm giver den en meget mindre aktionsradius.

Men der er ting, vi kan gøre:

Indhegning med fiskesnøre eller andre tynde liner. Lodrette pinde (bambus virker fint) stilles op hele vejen rundt langs bredden og snører spændes ud imellem dem hhv. 20, 40 og 60 cm over jorden. Hejrerne lander på jorden ved siden af dammen, og bliver så standset af hegnet. Mange steder virker dette ret effektivt.

El-hegn. Samme princip som fiskesnøren, men med el-hegn får hejren og katten et ordentligt rap og vil forhåbentlig aldrig vende tilbage.

Plastikhejre. Opstilling af en eller flere naturtro plastichejrer virker nogen steder, da nogle hejrer stadig er territoriale og vil opfatte dammen som optaget. Det virker ikke alle steder, men er en beskeden investering i forhold til at miste sine fisk. Plastichejrerne skal holdes fri for alger og andet smuds, og skal flyttes jævnligt for at beholde deres virkning. I nogle damme har plasticattrapper af både hvide og sorte svaner vist sig at have en god effekt.

Plastikfisk. Her opfordrer man hejren til at tage en let tilgængelig fisk tæt ved vandoverfladen, men da den sidder fast, skulle hejren gerne blive så træt af problemerne, at den finder nye jagtmarker.

Sprinklersystem. Et sprinklersystem styret af en bevægelsesføler overrasker med både lyd, bevægelse og pjaskende vand, som kan skræmme både hejrer og katte væk fra dammen. Er ret effektivt.

Aktivitet i haven begrænser antallet af ubudne gæster, men om sommeren dukker både hejrer og katte ofte op ved solopgang, hvor de færreste er aktive i haven. Nogle haveejere lader derfor deres hund overnatte ved dammen.